Anmeldelser af Sprækker af lys
Nu er der kommet en digtsamling på Credo, Sprækker af lys, skrevet af kristne, medlemmer af Poetica, et forum for kristne digtere. Det gør jo nysgerrig: kristen livserfaring i poetisk form, hvordan mon det spænder af? Man kan jo frygte klichefyldte personlige vidnesbyrd uden kommatering med hyppige linjeskift = kristent digt. Og det er der da også noget af i bogen. Syndens sorte fotonegativer, der slettes af Jesu lys, for eksempel. Enkelte digte kommer ud over klicheerne og Forsigtigheden.Tvivlen får således lov til at stå uimodsagt, når følgende rettes mod Gud: „Måske værd at søge / hvor du er / kan ikke i dag", men ellers råder det korrekte: efter klagen og fortvivlelsen kommer alligevel tilliden, er Gud der alligevel, er der alligevel en mening. En god håndfuld skiller sig efter min mening ud som de bedste. I dem er der slet ingen Gud. De kunne være skrevet af hvem som helst, kristen eller ej. Men det er de ikke. De fleste af dem er fra Dorte Kappelgaards hånd. Hvorfor synes jeg mon bedst om disse digte? Fordi de er godt skrevet? Utvivlsomt. Fordi de ikke har nogen Gud, eller på trods af? En række af digtene er udtryk for „praktisk ateisme" og taget for sig glimrende eksempler på den såkaldte to-rums-tænkning, Gud i ét rum - mit liv i øvrigt i et andet rum. Hør hov! Skal kristne nævne Gud og Jesus i hver anden sætning? Må kristne kun spille kristen fodbold for eksempel? Nej, for der findes ikke kristen fodbold. Et digt derimod vil altid grunde i og afspejle en bestemt virkelighedsforståelse. Når der kan tales om „bare at bruge min fugl som kompas" (s. 28) og denne fugl hverken er min samvittighed eller Helligånden, som bor i mig, så vidt jeg kan forstå digtet, er der så ikke noget, der knirker? Når hjertet søger sin ro i midnatstimen i skoven og finder tryghed ved tanken om morgensolen, men tilsyneladende ikke hos Gud, mangler der så ikke noget? Nu sidder hr. Anmelder så alligevel og efterlyser det korrekte, det tilpassede eller hvad? Måske er det kristne digtprojekt slet ikke så nemt. Kravet om den rette lære (som Poetica selv stiller i forordet i form af en programmatisk bekendelse til bibelsyn og kirke og missionshus som vort åndelige hjem) - kvæler det ikke poesiens frihed og de indre spændinger, som får den til at leve? Et er at nævne tvivlen i sin bøn eller for en nær ven, men at sætte den på skrift og udgive det? Bibelens salmer gør det, men var de mon blevet udgivet på Credo? Kingo gør det, Brorson gør det, men er deres rim ikke forældede, og deres metaforer klicheer, som klistrer på tungen? Det kristne digtprojekt er muligvis vanskeligt, men ikke af den grund mindre vigtigt. Fordi der netop i poesien kan gives plads for spændinger, som det kan være vanskeligt at sætte ord pa i „rettroende" fællesskaber, hvor tvivlen helst ikke udtales højt. Det digteriske arbejde med sproget kan desuden bibringe os en til stadighed nødvendig metaforfornyelse, som talere og prædikanter ikke nødvendigvis magter. Lad dem bare hugge lidt fra poeterne! Credo Forlags første digtsamling rummer bestemt sprækker af lys. Nogen kunne sikkert have gjort det bedre, og en anden vil spørge, om alt skal udgives, bare fordi det er „kristent". Jeg finder det prisværdigt, at ni mennesker står ved det, de har lavet, til glæde for os andre og til inspiration for hjemlige skriblerier. God arbejdslyst til både digter og læser! (forkortet af red.) Andreas Ø. Nielsen, stud.teol. Trykt i "Til Tro"s bogtillæg om lyrik, 1999. Kan købes hos Credo Forlag for 10 kr. |