Anmeldelse af:
Nu er den hellige time


Læs interview med forfatteren 











Forfatter: Eyvind Skeie
Illustrator: Borgny Svalastog
Forlag: Credo
191 sider
130,00 kr.

Af Julie Nygaard Ulrik

Det er ikke kun bogens fysiske fremtoning, der rager op over andre bøger i reolen. Når man læser Eyvind Skeies nye digtsamling, Den hellige time, er det som at træde ind i stalden julenat. En blanding af højhellighed og kold, nøgen menneskelighed:

Den almægtiges hænder
griber om krybbens strå
holder alle menneskers liv
i et spædbarns faste greb
Bærer os
mod fuldbyrdelsen

Bogens illustrationer, høje smalle format og kongeblå omslag stræber opad mod den højeste, det helligste i vores univers, men bogen er også bare en bog, som du og jeg har adgang til, ligesom jesusbarnet bare var et lille ubeskyttet menneske. Eyvind Skeie har præsteret et mesterværk, som med sit nærværende og udfordrende ordvalg, har tilføjet min jul nye dimensioner. Jeg er sikker på, at det samme vil ske til påske og pinse og jeg glæder mig til flere intense og tankevækkende stunder med Den hellige time.


Bogen kan bestilles her 




Interview med Eyvind Skeie



Hvorfor skriver du digte?
Jeg har altid vidst, at jeg skulle skrive digte eller salmer (digte, som kan synges af en menighed). I digtet finder jeg en bevægelse fra det uklare og tvetydige over mod det faste og engagerede.

Denne bevægelse fra det utydelige til det tydelige svarer på en måde til, hvordan jeg oplever min livsholdning og tro. Digtet har denne underlige evne til at fastholde både det usikre (tvivlen om man vil,) og det faste (troen om man vil).

Jeg plejer at sige, at for nogle af os, er det nødvendigt at gå vejen om poesien for at finde frem til troen. Denne vej indenom det poetiske kan for mange virke som en omvej, men for nogle er den altså helt nødvendig. Således er digtene en del af min erkendelsesvandring som menneske og som troende, som kristen.


Hvordan skriver du et digt?
Digtet hører for mig til i øjeblikket. Det begynder ofte med en fornemmelse, en tanke, en følelse eller et billede. For mig er det egentlig den visuelle sans og det følelsesmæssige tryk som er digtets udgangspunkt.

Jeg ved straks, om der i dette findes tilstrækkelig poetisk substans til at kunne bære et digt. Jeg opnår også hurtigt en forståelse af hvilken form det behøver, og det gælder både i en bundet form (med rim og rytme) og i de mere fri digte eller teksterne, som jeg ofte skriver.

Som oftest skriver jeg digtet ned, præcist ligesom det opstår i min bevidsthed. Senere arbejder jeg videre med det for at finde frem til den poetiske nerve og den rigtige formelle struktur.

Hvis digtet også skal synges (som med en salme eller sang), stilles der helt specielle formelle krav til betoning og stavelser. Jeg er ikke selv komponist, men har alligevel ofte en meget klar opfattelse af, hvordan verselinjene går på det rytmiske, musikalske plan.

I tiden derefter arbejder jeg nogle gange ganske meget med at ændre på enkelte af formuleringerne for at få dem til at blive så gode som muligt i dette perspektiv, men selve den poetiske puls og billedmæssige strøm i digtet er da allerede fastlagt.

Fordi jeg i første omgang ”ser” digtet, før jeg ”tænker” det, er jeg optaget af, at billederne i digtene bliver så rene som muligt. Man skal ”se” et digt, når man hører det, som genre ligger det nærmere et musikstykke og en film end en kronik eller avisartikel.


Findes der ”kristne digte”?
Nej, jeg tror ikke, der findes ”kristne digte”. Men der findes en sakral digtekunst, det er en digtekunst som stiller sig i troens tjeneste. Som salmedigter bærer jeg et stykke fælleseje frem. Hvis ikke menigheden genkender sin egen tro i mine salmer, vil de falde udenfor min definition af, hvad en salme er. Dette betyder ikke, at den kristne, sakrale kunst altid skal være reproducerende og ikke indeholder en egen originalitet.

Digte kan også være ”kristne” i den forstand, at de udtrykker en kristen tro, et engagement eller en livsholdning. Men for mig er der ikke et kriterium for bedømmelse af digte, om de er såkaldt ”kristne” eller ikke. Jeg er mere optaget af deres autencitet som personlige udtryk og af, hvordan de rent poetisk fremtræder, om det er rigtigt set og løst, slet og ret om det er gode digte.

Hvis nogen skal have et kunstneriske stempel på sig, kan de aldrig helt og holdent underlægge sig en ideologi eller et formål. Sker det, vil det kunstneriske udtryk forfalde til dekoration eller ornament. Der må altid være en uro i digtet, noget ufærdigt, noget, som råber på medlevelse hos den anden.

Alligevel vil jeg ønske (og får nogle gange bekræftelse på det), at enkelte af mine digte har været med på at give tro, håb og livsmod til andre mennesker, og at de således fungerer som en forlængelse af den kristne forkyndelse, som jeg repræsenterer som præst i kirken. Men et digt kan aldrig blive en prædiken, lige så lidt som en prædiken kan blive et digt. Dog ville jeg ønske, at nogle flere prædikener havde lidt mere af digtet i sig, men det er et andet kapitel..


Trykt i "Til Tro" nr.5/2004, KFS' studentermagasin.
Bringes her med tilladelse.