Merete Nissen anmelder digtsamlingen
Sprint anmelder digtsamlingen
Andre anmelder-klip
|
Ind- og udsigter
Redigeret af Ditte Olsen og Marianne Eriksen
Forfattere: Aida Andersen, Bettinna Bech, Anders Chr. Enevoldsen, Dorte Kappelgaard, Ditte Olsen & Roar Steffensen.
Omslaget er designet over oliemaleri af Jeanette Munksbøl.
LogosMedia 2004
96 sider, 98 kr.
|
|
"Ind- og udsigter" er det andet direkte produkt af Poeticas arbejde. Digterne bag denne antologi er nemlig alle medlemmer af Poetica. Ligesom det var tilfældet med "Sprækker af lys" fra 1999.
Poetica har bedt de samme to anmeldere som i sin tid anmeldte "Sprækker af lys" til også at anmelde den nye digtsamling.
Bestil bogen hos Poetica
Digtene med Gud i centrum er det stærkeste kort
Så sidder jeg igen med et "poeticaprodukt" i hånden! Og efter at have læst digtsamlingen flere gange er det med overvejende glæde jeg her kommer med min anmeldelse.
Bogen er opdelt i fire underafsnit: Indad, opad, udad, og hjemad. Det er simpelthen genialt fundet på! Det opdeler og kategoriserer digtenes indhold meget fint og overskueligt!
INDAD begynder samlingen. Den overvejende del af digtene virker meget opgivende, håbløse og anklagende. Halvdelen af digtene er for mig meget svære at trænge ind i trods gentagne gennemlæsninger. Digtenes fokus er mennesket i centrum og Gud på afstand.
INDAD-afsnittet har, med sine 21 digte, fået tildelt den største plads i bogen. Hvorfor mon det? Er det fordi kunstnere føler sig mere inspireret til at udtrykke sig når sindsstemningen er i minus??
Læses digtene i samlingen fortløbende (hvad de selvfølgelig ikke behøver!) oplever jeg INDAD meget mismodigt og trist. Afsnittet får efter min mening for stor plads. Det er ikke de digte der opbygger og hjælper mig. OPAD er til gengæld samlingens stærkeste kort, og adskillige digte er helt i særklasse og går lige ind!
OPAD er det andet og meget opløftende positive afsnit. I de 18 digte sættes Gud i centrum som det jeg skal holde fokus på!
UDAD består af 16 digte og centreres om relationerne mellem Gud og mig, Gud og andre mennesker og mennesker imellem!
HJEMAD afslutter bogen med 11 digte der omhandler rejsen hjem mod himmelen og håbet om det der venter.
Kunstnerne er alle forskellige og udtrykker sig forskelligt i sprog og stil. Nogle mennesker er til "mundrette" digte - for andre må det godt være lidt kryptisk! Personligt hører jeg nok til den første kategori! Der er adskillige digte i samlingen som jeg, selv efter mange gennemlæsninger, simpelthen ikke forstår meningen med!!
Det er måske i virkeligheden paradokset: Kunstnerne har udviklet sig siden sidste udgivelse og er blevet dygtigere! Det skal der slet ikke sættes spørgsmålstegn ved! Desværre vil nogle af os som ikke er så kyndige ud i lyrikken, blive sat af! Det er en hårfin balance!
Der er dog helt sikkert noget alle vil kunne få udbytte af, og det er bogens styrke. Alt i alt er digtsamlingen absolut anbefalelsesværdig. Tillykke Poetica! Jeg ser frem til jeres næste udgivelse!
Merete Nissen
Op til tops
Der er mange spændende aha-oplevelser
Seks danske kristne digtere har samlet nogle af deres digte i denne nye samling. En samling af så mange digtere kan let blive spredt fægtning, men samlingen er forsøgt synkroniseret ved at være inddelt i fire afsnit: Indad, opad, udad og hjemad.
Formmæssigt er der også ret stor samling over digtene: næsten alle er knækprosa. Rim og rytme ses kun i glimt. Det samme er tilfældet med digte der vover at opløse sprogets struktur og lege lidt med det.
Næsten alle digte er større indvendig end udvendig. De kræver at man tager sig tid til at tygge lidt på dem. De er korte i antal ord - men forsøger at rumme mange tanker som læseren selv skal være med at udfolde.
Indholdsmæssigt er der også et vist fælles fodslaw. Gud er i langt de fleste tilfælde den oplagte forståelsesramme, også selvom han ikke så tit nævnes direkte. Det er altså digte der springer ud af det kristne liv, og som i hvert fald lettest forstås af kristne.
Ikke-kristne vil opleve en del associationer, symboler og ordspil som de ikke umiddelbart kan forbinde noget med. Så altså: en samling kristne digte, også selvom Gud slet ikke nævnes i alle digte.
Der er forskellige toner i den samlede symfoni, men det er mest de dybe toner der hænger i mit øre bagefter. Temaerne er ofte de problemer, kampe og smerter vi kan opleve i livet. Mange af digtene rummer også henvisning til hvor man kan få hjælp, og enkelte digte er rendyrket glade.
Grundtonen i symfonien er dog lidt i mol - og dermed god til de dage hvor man har brug for at nå de lag i sindet og få sat ord på dem og finde hjælp til dem.
Når disse fællestræk er beskrevet, står en spændende oplevelse tilbage: at gå ind i hvert enkelt digts univers og gå på opdagelse i det. Det kan en anmeldelse ikke magte. Men gør det selv! Der er mange spændende aha-oplevelser foran dig!
Sprint
Op til tops
Opbyggelige ordbilleder
Et vindue til himlen og til sjælen. Sådan vil jeg beskrive digtsamlingen Ind- og udsigter.
Seks forfattere har bidraget til digtsamlingen, og derfor er digtenen også meget forskellige, og det er befriende. Snart græd jeg, f.eks. da jeg læste "Mine mindste små", og så brød latteren frem efter digtet: "Huskeliste". Nogle af digtenen er lettere at gå til end andre, men fælles for dem er en fin indføring i alle menneskelivets følelser og livet i Guds hænder.
Digtene, der omhandler det, har en sjælesørgerisk vinkel, som er god at få med til trøst og nyt mod.
Jeg er meget glad for kristne digtsamlinger, for de rummer en skat, som jeg øser af i mit eget trosliv, men de er også værdifulde at inddrage i en andagt eller som indledning eller afslutning.
Digte kan på en anden og kreativ måde give os opbyggelige ordbilleder om troslivet. Derfor kan jeg varmt anbefale bogen Ind- og udsigter.
Anette Ingemansen i: Indre Missions Tidende nr. 38/2004
Bringes her med tilladelse.
Op til tops
...D kan nok åbne noget nyt
Samlingen Ind- og udsigter byder på gode forsøg i den på én gang både lette og svære lyrik-genre - en digtsamling, der faktisk er ind- og udsigtsåbnende og dermed værd at læse.
Niels Jørgen Vase i: Udfordringen nr. 40/2004
Op til tops
Sproglig sjov åbning
Digtsamlingens første digt "ABCD'en" er både sproglig sjov og udfordrende og åbner på en god måde digtsamlingen, samtidig med at andre digte også har noget godt at byde på som gør at Ind- og udsigter er værd at læse for nogle.
Mikkel Bandak i: Ung og Kristen nr. 5/2004
Op til tops