Anmeldelse af:
Vejen ud og vejen hjem

Forfatter: Jakob Brønnum Forlag: Unitas 2004 148 sider 148 kr Af Jeanette Munksbøl

Der er mange måder at læse og opfatte digte på. Der er digte man læser med en interesseret panderynken, der er digte som ikke gør den store forskel, og dem der bygger ord oven på ord til man er helt bange for at tårnet skal vælte; der er digte der står som monumenter i tiden, store, solide og tungtvejende.

Jakob Brønnums digtsamling Vejen Ud og Vejen Hjem er af en anden slags; indtil jeg læste den, var jeg knap nok klar over at den slags digte fandtes.

Som en tynd line, slynget af en fluefisker i et præcist kast, står det enkelte digt sitrende, men næsten usynligt i luften. Man mærker tyngden under overfladen, fornemmer stangen bøje sig, og linen strammes, og med stor fryd føler man krogen i hjertet.

Man mærker at digteren er gået en lang vej siden den første digtsamling udkom i slutningen af firserne. Det tænkte og konstruerede er i årenes løb erstattet af en stadig større levethed.

I denne sin nyeste samling lader digteren nu al teoretisk viden og teknik samvirke til at bære ordene frem i al deres enkle styrke. Her snakkes ikke, vises ikke frem, her digtes knap nok; det er jo virkeligt, lige dér foran ens undrende øjne og i hjertet ved man at det er sandt. At sådan er livet; sådan ser luft ud og sådan føles evighed.

Sådan kan det gå, mærker man; når talent, hjerte og ihærdighed smelter sammen og flyder over.

Digtene taler ikke om kristendom, men til Kristus; de forholder sig til troen, som floden forholder sig til sin flodseng. Som en forudsætning.

I digtet ET RÅB lyder det:

Du hører det mens du
står og venter

måske fra en på gaden
måske fra et åbent vindue

du ser dig omkring
der er ikke en sjæl

et råb bliver først synligt
i det indre.

Så enkelt og så sagte råbes der i Jakob Brønnums nye digte. I samlingens "indgangsbøn" aner man det allerede:

INDGANG
Lad os et øjeblik forestille os
et stort rum: Det er mørkt

det er tomt, det er uden vægge.
Sådan. Og da går der hul.

Der går sandelig hul! Ind til hjertet, ind til noget lyst, ind til noget liv. Som anmelder bør man jo traditionelt være kritisk; så lad mig dog til sidst harcelere over at denne samling kun kan udkomme én gang! Hvilken glæde ville det ikke være, hvis den slags ting skete langt oftere.

Heldigvis kan den læses mere end én gang; med hjertet vidt åbent. Det bør den!