Traditionelt forstået er en montage en måde at indrette og kombinere forskellige dele, så de danner en fælles helhed. 1990'er-lyrikerne bruger montagestilen på en lidt anden måde. De insisterer på en konsekvent manglende sammenhæng: Det er netop montagedigtets pointe at forhindre harmoni.

Af cand.mag. Marianne Eriksen

Dagbladet Politiken bragte i sommerens løb artikelserien "Digte fra 1990erne", som omtalt i artiklen "Minimalismen i 90'er-digte". Jeg vil her præsentere nogle få karakteristika ved 1990'er-digtningen, som Niels Lyngsø beskriver dem.

Tilværelsesforståelsen bag 1990'er-lyrikken
Hvis man vil udtrykke tomhed, ufortolkelighed eller umiddelbarhed kan man gøre det på to måder, enten ved, som minimalistiske digtere gør det, at bruge så få ord som muligt og dermed være meget stille, næsten usynlig og intetsigende. Eller som montagestilens tilhængere gør det ved at bruge så mange ord som muligt, skabe maksimal forvirring og rod og dermed også nærme sig det ufortolkelige, men på en meget synlig og bredtfavnende facon. Med et banalt billede kunne man sammenligne minimalismen med en blikstille sø, hvor man skal rode grundigt op i overfladen for at få øje på dybden og bunden, mens montagestilen er at sammenligne med et stormomsust vesterhav, der ikke efterlader et øjebliks ro til eftertanke og overblik, men tværtimod forhindrer roen.

Den -isme, man kan ane bag 1990'er-digtningen, er postmodernismen. Denne -isme bygger overfladisk formuleret på en opfattelse af, at verden har mistet sin sammenhæng og sit fælles værdigrundlag. Alt er relativt og alt er tilladt, fordi Gud ikke eksisterer. Vi står alene i tilværelsen og må hver især skabe vores egen virkelighed. 1990'er-digterne er af den opfattelse, at der ikke engang via sproget kan der skabes en overordnet, endegyldig sammenhæng. Der opstår kun en periodisk sammenhæng, mens digtet skrives og senere læses. Poesien er dermed for digterne en måde at fastholde og erkende tilværelsen på i korte glimt. Minimalismen viser sin opfattelse af tilværelsen ved at gøre den så enkel og barberet som muligt måske i et forsøg på at overskue den. Montagestilen overgiver sig til verdens kaos, gør sig til en del af den og understreger den i ekstrem grad. 

Med kristne øjne
Den relativisme, livsholdning og anskuelsesmåde 1990'er-lyrikken repræsenterer, kan vi som kristne i nogen grad nikke genkendende til. Verden i dag synes uoverskuelig og kaotisk, og også vi kan til tider blændes af relativismens dominerende lys. Men i modsætning til 1990'er-digterne tager vi ikke postmodernismens destruktive livssyn til os, tværtimod viser vi med vores liv og vores digtning, at Gud er til, at Han netop går imod alt det, 1990'erdigtningen og den postmodernistiske strøm står for. Vi må derfor forholde os kritisk til 1990'er-digtningens idégrundlag. Men når dette er sagt, er der ingen grund til, at vi ikke skal lade os inspirere af de nye spændende former og måder at opbygge digte på. Og der er da i høj grad brug for vores kristne stemmer i denne forstyrrede verden.

Montagestilen
Traditionelt forstået er en montage en måde at indrette og kombinere forskellige dele, så de danner en fælles helhed. De små delelementer i en montage behøver ikke at have nogen umiddelbar sammenhæng med hinanden, det er netop i kraft af sammensætningen, at de gives helhed, eller at man pludselig opdager en sammenhæng. 

1990'er-lyrikerne bruger montagestilen på en lidt anden måde. Faktisk insisterer 1990'er-digterne på en konsekvent manglende sammenhæng: De mindre elementer, der sammenstilles, når ikke en indbyrdes sammenhæng, tværtimod. Sætninger og ord sættes i yderste konsekvens tilfældigt sammen på siden, og det er så læserens opgave at få sammenhæng i det. Et 1990'er-montage-digt bliver med Lyngsøs ord "aldrig andet end" en mangetydig, flosset flerhed af udtryk, billeder og sanseoplevelser. Man skal ikke forvente harmoni - det er netop montagedigtets pointe at forhindre harmoni.

Måden, 1990'ernes digtere bruger montagestilen på, er i høj grad i overensstemmelse med digternes bagvedliggende livsfilosofi og deres ønske om ufortolkelighed. Hverken tid, rum eller sproget opfattes som harmoniske, sammenhængende størrelser, hvorfor digtene heller ikke skal udtrykke enhed. 

Eksempel på montagedigt

Mørkeøje, omrids, et landskab
raseret. Det stimler
sammen i folden. Gavle
er modhager, klumper der trænger alt sammen.
Jeg løfter en udsigt:
Polargrave, forgæves rejser, ord
der krymper min ånde: Alt
bliver mennesker, alt 
skærer tanker. Sommeren er 
tæt af sortebær, irgrønne vækster.
Det lammes, det sprænger sig selv 
fra midten og væk. Hvorfor
sitrer små blade,
når jeg for længst ligger rolig?
Inden længe river børn
skind af kastanjer, viser
det sprukne, der heles. 

(Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Rygge som djævle, 1999) 

Det kaotiske digt
Montagedigte kræver ligeså meget af digteren som af læseren. For at undgå at digtet blot bliver meningsløst uforståeligt, skal der ironisk nok være orden i kaos og hvert ord skal være gennemtænkt. Digtet her eksemplificerer montagestilens karakteristiske flerhed og manglende helhed: Det foregår forskellige steder, handlingen springer og kronologien er opløst - Lyngsø sammenligner digtet med et mareridt. Det drømmeagtige og dunkle digt er således fyldt med mangetydighed og mørke og er i lighed med et mareridt ikke rationelt og forklarligt. Digtet kan ikke læses entydigt, udsagnene i digtet giver ikke mulighed for en endelig tolkning, men tvinger tværtimod sin læser til at fastholde flere modsatrettede, ufærdige tolkninger på én gang. Efterfølgende analyse skal derfor kun ses som et forslag til analyse og ikke en facitliste. 

Billedstorm
Digtet indledes med paradokset: Mørkeøje, som kobler mørket, hvor man ingenting kan se, med øjet, det at kunne se. Mørkeøjet kan være et øje, der rent faktisk ser i mørke, eller det kunne være selve mørkets øje, der stirrer tilbage på den, som ser. Det, øjet ser, er et landskab, der er raseret. Antageligt er der dyr på spil i folden. Måske panikslagne dyr, der har raseret landskabet og nu stimler sammen. Betragtet i overført betydning kunne dyrene også være et billede på forskellige ord og indtryk uden fælles referenceramme, der stimler sammen på siden og mødes i mareridtet. Den udsigt, jeg'et løfter, virker som én lang associationsrække af oplevelser og billeder hulter til bulter. Mareridtet stopper først i linje 11ff, da det sprænges (jeg'et vågner?), men bliver ved med at sidde i kroppen som en sitren. Dog afsluttes digtet med et håb via det smukke billede med kastanjen - det sprukne kan gro sammen igen. Det splittede kan heles. 

Udsagnsordene er nøglen!
Bevægelsen i digtet er væsentlig. Digtet er som en bølge mellem bevægelse og stilstand. Som Lyngsø påpeger, er det via udsagnsordene man kan aflæse, hvad der foregår i digtet. Udsagnsordene kan inddeles i tre grupper: 1) Et fortættende moment: stimler sammen, trænger sammen, krymper, som fører til 2) Et statisk moment: lammes, sitrer, ligger. Det statiske opfattes negativt, hvilket understreges af ordet polargrave. Fraværet af bevægelse afbrydes ved hjælp af 3) Et destruktivt moment: skærer, sprænger, rives. 

Den ufærdige fortolkning
Det er vanskeligt at komme meget længere med digtet, hvilket netop er med til at demonstrere montagestilens intention og insisteren på kaos. Læseren får ikke lov til at hvile på laurbærrene, men må tværtimod finde sig i at blive provokeret på sine fordomme om, hvordan et digt skal hænge sammen. 

Sluttelig vil jeg gøre opmærksom på, at Politiken har udgivet Niels Lyngsøs artikelserie som bog med samtlige digte og endda nye teoretiske afsnit. Den kan købes hos Politiken for 129 kr. 
(fremhævning og forkortet v. red.)

Artiklen er trykt i Poeticas nyhedsbrev dec. 2000


Minimalismen i 90'er-digte
Salmer til tiden, tak!
Kingos overdrivelser
Syng en ny sang